At gøre almuen til et folk

Grundtvig oplevede i sin barndom på landet, at der i landbobefolkningen – den såkaldte almue – var et potentiale, som måtte frigøres og bruges i fællesskabets tjeneste. Den samfundsudvikling, der var i gang rundt om i Europa og i Danmark, hvor befolkningerne krævede større selvbestemmelsesret, støttede Grundtvig meget, men han mente, at forudsætningen for at befolkningen i landet kunne komme til at bestemme var, at det blev oplyst og faktisk blev et folk.

Som Grundtvig så det, var almuen ikke en gruppe af selvstændige individer, men en masse, der opfattede sig som et kollektiv, hvortil den enkelte var stærkt bundet og hvorfra den enkelte faktisk ikke kunne løsrive sig. En sådan masse kunne efter Grundtvigs opfattelse ikke overtage styret af et land. Forudsætningen for, at disse mennesker kunne blive styrende, måtte være, mente Grundtvig, at de blev, og opfattede sig selv, som oplyste og ansvarlige individer. Og netop dette var et vigtigt kendetegn for et folk, at det bestod af ansvarlige og oplyste personer, som selvvalgt kunne indgå i et fællesskab. Derfor valgte Grundtvigs som sin livsopgave gennem oplysning, f.eks. i skolen, at gøre almuen til et folk.

Del på facebook