Det levende ord

I relation til en skolepraksis betegner begrebet først og fremmest ideen om, at skolens undervisning og kultur skal bygge på, at mennesker taler til og med hinanden. Det vil sige, at mundtligheden såvel i undervisningen som i omgangen mellem menneskene på skolen er den fremtrædende kommunikationsform. I undervisningen betyder det mere konkret, at samtalen mellem lærer og elev og eleverne indbyrdes vægtes højt, og at så megen formidling af fagets indhold som muligt skal bygge på lærerens fortælling frem for på brugen af bøger.

Udtrykket “det levende ord” stammer fra Grundtvig og er hos ham knyttet til den forståelse, at det netop er i det mundtlige udtryk, at et menneskes personlighed giver sig til kende og bliver levende, og at det er gennem den fortælling, vi giver til hinanden, at vi skaber bevidsthed om vores fælles historie. Grundtvig mener således, at det er gennem menneskers mundtlige gengivelse fra slægt til slægt af Jesu ord, at kristendommen bliver levende og holdes i live. Det er altså ikke biblens skrift, der er kristendommens eksistensforudsætning, men menneskers mundtlige fortælling. Det er i dette perspektiv om, at historien skabes gennem fortællingen, at ordet er levende.

Del på facebook