Følsomhed for ord i de grundtvig-koldske skoler

Mødet med det levende ord

Af Bent Hansen, lærer ved Odense Friskole

På en lidt tilfældig måde kom jeg i forbindelse med de frie skoler og det levende ord. Min nye kæreste ville på højskole og for at være sammen med hende tog jeg orlov fra mine lærerstudier og tog med. Det var et kort to måneders kursus på Danebod Højskole og med ét var der noget der faldt på plads i mit liv.

Bent Hansen, lærer ved Odense Friskole

Bent Hansen

Det var ikke kun, fordi jeg for første gang oplevede overensstemmelse mellem ord og handling, men det var først og fremmest fordi jeg for første gang kom tæt på fortællingen, sangen og foredraget. Ord betød bare meget mere, end jeg nogensinde tidligere havde oplevet. Jeg husker stadig mange af sangene, deres betydning og mine læreres udlægning af dem, for slet ikke tale om alle fortællingerne. Her blev min følsomhed for ord vakt og den blev sat ind i en sammenhæng.

Jeg kendte nu kun til de frie skoler af egen erfaring gennem mit højskoleophold, men da jeg blev færdig som lærer fik jeg arbejde på en nystartet friskole, og siden jeg fandt min hylde på Odense Friskole og tog mit pædagogiske diplom på Den frie Lærerskole og føler mig nu usædvanligt godt tilpas i min nye familie.

Hver familie har sine traditioner, værdier og ritualer og er man født ind i disse, så føles de naturlige, indtil man som et led i ungdommeligt oprør distancerer sig fra dem. For et nyoptaget familiemedlem kan disse ritualer give en enorm følelse af tilhørsforhold, fordi det er ritualiseret i en sådan grad, at man ikke stiller spørgsmålstegn ved det, men bare optager det. Sådan havde jeg det, indtil jeg begyndte at læse mit pædagogiske diplom på den Frie Lærerskole, her blev det tynde lag friskolefernis kradset af og blotlagt og erstattet med et nyt skelet båret af en kritisk og kærlig tilgang til hele det grundtvigske kernegods. Følsomheden for ord fik noget at hænge på og det vil jeg nu forsøge at dele ud af:

 

Grundtvig og det levende ord

Det er tankevækkende, at den dansker, der uden sammenligning har skrevet mest, også var den varmeste fortaler for det levende ord og indædt bekæmpede de døde bogstavers sorte regimente. Ikke desto mindre var Grundtvig ophavsmand til begrebet ”det levende ord”. Han var ikke en mand af få ord, hverken talt eller skrevet og derfor kom der heller aldrig en kort, præcis og dækkende beskrivelse af begrebet. Når han blev spurgt, gentog han som regel sig selv og kastede sig ud i lange beskrivende forklaringer og måske var det helt bevidst, at han undgik en kort definition, fordi han vidste, at alt hvad han sagde, blev taget for pålydende. Forfatteren Finn Abrahimowitz forsøger i sin bog, ”Grundtvig – Danmark til lykke” at give flere bud på ”det levende ord” og påpeger bl.a. ”at det levende ord er udtryk for den ånd, der behersker et folk. At mennesket ikke kun lever i en materiel verden, men også i en åndelig og at de forbindes af det levende ord, som skal være udtalt på modersmålet og ikke være nedskrevet.”

Grundtvig var et barn af oplysningstiden og på trods af begyndende modstand anerkendte han, at menneskelivet er den enkelte givet og det er dennes opgave at finde meningen med dette liv, men vi har ikke frie hænder i denne meningsskabelse, vi er også påvirket af vores fortid, både som enkeltindivid og som del af et kulturelt og historisk fællesskab. Han anerkendte også, at fornuften var en af erkendelsesformerne, men han ville bestemt ikke sige, at det var den eneste. I modsætning til andre oplysningsfilosoffer gik han dog så langt som at sige, at fantasien og følelsen er erkendelsesgrundlaget for fornuften. Fornuften har så at sige sine begrænsninger, der er ting, som kan være svære at forklare og her hjælper følelsen og fantasien erkendelsen. Denne tankegang faldt fint i tråd med Grundtvigs på en gang både poetiske og fabulerende skrivestil, som bedst kommer til udtryk i hans mange salmer og digte.

 

Christen Kold og opdagelsen af det levende ord

Christen Kold førte disse tanker ud i verden og var om nogen praktikeren, som dannede grundlaget for den senere friskolebevægelse. Det var revolutionerende nytænkning, at ændre indholdet i skolen fra at være styret af reproduktion og kontrol til at være oplevelsesorienteret og baseret på tillid til eleven. Det er selve grundlaget for følsomheden for ord, den er båret af kærlighed og begejstring for ord, og den kan ikke videregives, hvis det også skal kontrolleres, om den er blevet optaget på den rigtige måde. Kold formulerede det således: ”En mor stikker ikke fingeren i halsen på sit barn, for at se, om maden er blevet fordøjet.” Det er baggrunden for, at ord stadig fylder så meget i vores skoleform i form af foredraget, fortællingen, sangene til vores møder og talerne.

Da jeg begyndte som lærer på Odense Friskole slog det mig, hvor meget ord betød i vores hverdag, når vi sang ved lærermødet, til den runde fødselsdag på lærerværelset, når der blev holdt foredrag, fortalt eller alle ritualerne i forbindelse med årets taler til sommer- og julefrokosten, ved særlige lejligheder som fødselsdage, jubilæer og afsked med en medarbejder. Jeg lagde også mærke til, hvordan man talte til hinanden og hvilke forventninger der var til elevernes og lærernes sprog.

 

Hvad er det levende ord?

Det levende ord handler ikke kun om at fortælle eller tale, men det handler også om, hvad der fortælles om. Her spiller det historisk-poetiske ind. Grundtvig var af den opfattelse, at mennesket er noget enestående i sig selv, men samtidig også født ind i en bestemt historisk og folkelig sammenhæng. ”Poesien er beretningen om folkets drømme og historien er beretningen om, hvordan det gik med at føre drømmene ud i verden.” Alt er ikke levende ord, grønlandske myter er levende ord for grønlændere, men ikke for danskere, fordi det er historier rundet af bestemte levevilkår, kultur og normer. Disse historier rummer erfaringer, værdier og sprog, som vi giver videre gennem fortællingen og måske indeholder de også tanker og drømme, som venter på det rigtige øjeblik for at spire, og derfor fortæller vi historierne, selv om de måske er over 1000 år gamle, fordi de sat ind i de rette vilkår kan give os nye ideer og tolkninger. Historien kan hverken ses eller føles, men rummer dog liv og kraft, der forplantes fra generation til generation gennem levende ord.

 

Hvert folk har sin tunge

At hvert land har sit eget sprog og kultur opdagede jeg, da jeg engang underviste tyske lærere i fortælling. I en uge arbejdede vi med at finde hver enkelt deltagers fortællestil, og igennem utallige fortælleøvelser blev det mig snart klart, at de tyske deltagere havde nogle helt andre sprogerfaringer end de danske deltgaere jeg i tidens løb har haft. Danskere har en generel angst for at kede deres tilhørere, derfor bliver deres fortællinger ofte korte og med et morsomt islæt. Denne angst lider tyske lærere ikke under og ydermere havde de alle fået en meget formal tyskundervisning, hvor de havde læst deres tyske klassikere og lært digte og udvalgte teaterstykker udenad. De kendte ikke til fortælling og havde derfor ingen erfaring med det, men alligevel udviklede de i løbet af ugen et fortællesprog, som var så grundlæggende anderledes end det danskere ville udvikle.

 

Har alle et poetisk sprog?

Enhver kultur har sine sproglige erfaringer, som ofte ligger godt begravet et sted i underbevidstheden, vi har lyttet til længst glemt historier, hørt brudstykker fra film, radio og teater. Sange ligger gemt i hukommelsens fjerneste skuffer og uendelig mange sætningskonstruktioner, metaforer og billeder er indlejret i hjernebarken og vi forundres ofte over, hvor nye sætninger egentligt har deres udspring. Det er først, når vi begynder at arbejde med sproget og begynder at fortælle, at dette enorme råmateriale bliver aktivt. Det er som et længst glemt fremmesprog, som bliver pudset af. Først er det lidt rustent, men langsomt bevidstgøres og automatiseres fortællingens grammatik og ordforråd, så den til sidst bruges uden at man tænker over den.

 

Hvordan gør vi vores elever til aktive sprogbrugere og hvordan vækker vi deres følsomhed for ord?

Fortælling bliver ofte fremhævet som et af friskolernes centrale pædagogiske særkende, fordi det indeholder så meget af det grundtvig-koldske idegrundlag. Det taler til både elevernes følelse, fantasi og fornuft og det foregår ofte i en levende vekselvirkning, hvor tilhørerne i form af spørgsmål og indskydelser er med til at præge fortællingen, som også tager udgangspunkt i deres alder, erfaring og modenhed. Den samme historie kan fortælles til både unge og gamle, fordi de kan tilpasses de forskellige aldre, det hele afhænger af fortællerens valg af temaer og sprog. Et andet vigtigt karakteristika er, at det er historien, som er i centrum, og ikke fortælleren eller tilhørerne, fordi det er vores kulturs historier, som har været fortalt gennem århundreder og som indeholder de drømme, håb, værdier og erfaringer, som har præget generationerne før os. Det er i mødet med disse fortællinger, som indeholder de store livsspørgsmål, at børnene får sat ord og begreber på deres liv, og vel at mærke i en atmosfære af tillid, tryghed og gensidighed. Dette er nærmest en hellig søjle i friskolernes selvforståelse som en uskrevet og uimodsagt grundlov, og der har heller aldrig været stillet spørgsmål ved, at det var læreren eller skolelederen, som varetog dette vigtige kulturformidlingsarbejde.

Når jeg i tidens løb har fortalt ikke-friskolemennesker om fortælling, så har et af de første spørgsmål altid været: ”Hvornår lærer børnene så at fortælle?”, og gang på gang har jeg måtte tilstå, at dette aldrig rigtig har fyldt i friskolen. Måske fordi tanken har været at børn, som oplever fortællingen som et allestedsnærværende virkemiddel, selv begynder at fortælle, måske har man frygtet, at børnene begyndte at bruge fortællingen som selviscenesættende eller måske har skoleformen, som har meget stærke patriarkalske træk, ikke ønsket at dele sit monopol på et usandsynligt stærkt virkemiddel med andre!

Jeg kan dog varmt anbefale, at man inddrager børnene som fortællere. Det giver rigtig god mening. Et andet sted på denne hjemmeside giver jeg eksempler på, hvordan det kan lade sig gøre.

Fortælling som medie i skolen er stadig unik, det skaber de flotteste og mest varierede billeder hos tilhørerne, er en god måde at være sammen på og måske ville det være en mere modig, dristig og fremtidsorienteret satsning, hvis vores statsminister satte sig det mål, for en brøkdel af IT-investeringerne, at give børnene så gode muligheder som overhovedet muligt for at få fortalt historier – for et folk uden fortællinger har ingen fremtid.

Spøgsmål til drøftelse

Del på facebook