Samarbejde mellem forældre og skole

Der kom en skole i familien

Af Laurids Kristian Fahl, projektleder, far til børn i Frederiksberg Friskole

Når man som forælder tager del i skolens liv, får man på sin egen krop lov at mærke den begejstring der udgør en af grundpillerne i friskolens måde at undervise og drive skole på
Laurids Kristian Fahl

Laurids Kristian Fahl

I en travl hverdag med mange gøremål i den lille familie er det rart at kunne se frem til en weekend, hvor man kan få lov til at slappe af og koble fra.

Men ikke i dag. Det er lørdag, klokken er 8:30, og selvom jeg mest af alt har lyst til at blive liggende og lumre under dynen, så skal jeg ud af fjerene og af sted til skolen. Der er nemlig arbejdsweekend, og vi har allerede ved skoleårets begyndelse skrevet os på til netop denne dag. Og selvom der kun er en lille håndfuld af disse dage i løbet af et skoleår, så er det aldrig rigtig superbelejligt når dagen endelig oprinder. Ikke noget med at blive hængende over morgenbordets kaffe og rundstykker til langt op på formiddagen. En hurtig kop neskaffe og så af sted.

Hvad jeg jo til gengæld godt ved, men sjældent evner at få fat i når jeg ligger under dynen og helst vil glemme alt om arbejds- og rengøringsdage på skolen, det er selvfølgelig hvor fantastisk hyggeligt det altid er at deltage i den slags. For ikke alene er der en stor tilfredsstillelse i at udrette noget med sine hænder (ikke mindst når man som jeg sidder på kontor til hverdag), bevidstheden om at man sammen med de andre forældre er med til at gøre noget godt for skolen, ikke blot i kraft af de penge der spares til håndværkere, men også – og måske især – ved at cementere sammenholdet og sammenhængskraften mellem skolen og hjemmene, gør at det er det hele værd.

 

Engagement knytter sammen

Så selvom det til tider kan føles ubelejligt at skulle tage aktiv del i skolens liv, så er det engagement der kommer til udtryk når de enkelte familier mødes på skolen og tager del i cafékoncerter, fortælleaftener og arbejdsdage, eller når forældrene mødes og bygger kulisser og syr kostumer til klassens forestående teaterstykke og kommer dødtrætte hjem efter selvsamme teaterstykke fordi der skulle ryddes op og gøres klar til næste dag, ja så knytter dette engagement ikke alene de enkelte forældre tættere sammen, men også de enkelte familier tættere sammen med skolen.

På samme måde når jeg en sjælden gang (alt for sjældent) får mig taget sammen til at tage del i skoleskemaets første programpunkt, morgensangen, så nærmest svæver jeg hen over resten af dagens gøremål, opfyldt af en indre glæde over at have oplevet børnehaveklassen, der sammen med 1. og 2. klasse for fuld hals synger med på Ingemanns Nu titte til hinanden, og jeg med en klump i halsen må holde tårerne tilbage når de 60 sprøde børnestemmer når til verslinjerne »Dog Menneskenes Børn har han allermeest kjær: / Gud aander paa Øiet, naar det græder«.

 

Begejstring på egen krop

Jo flere gange man på denne måde får mulighed for at tage del i skolens liv, jo mere får man på sin egen krop lov at mærke den begejstring der udgør en af grundpillerne i friskolens måde at undervise og drive skole på. Her er målet nemlig ikke blot at videregive informationer eller terpe tørre fakta, men i lige så høj grad at oplive, at skærpe opmærksomheden, at motivere og at begejstre! Eller som det på et tidspunkt blev formuleret ved et foredrag på skolen: Vi skal begejstre vore børn over livet. Men vi skal samtidig huske at det at oplive og begejstre ikke står i modstrid med at også at oplyse, og at faglig viden ikke står i et modsætningsforhold til den grundtvig-koldske pædagogik. Blot må undervisningen aldrig blive for undervisningens egen skyld, og for den sags skyld heller ikke for den enkelte elevs skyld, men for elevens livs skyld. Man underviser altså fordi livet er betydningsfuldt; eller som Grundtvig ved samme lejlighed blev citeret for at have sagt: Der er noget ved livet der ikke findes andre steder.

Denne måde at drive skole på sætter sine spor i familien, og jeg føler mig umådelig privilegeret over at have fået muligheden for at sætte mine børn i en skole som forsøger at begejstre dem over livet som en gave – en gave der skal bruges – også selvom man så engang imellem må terpe tyske bøjningsmønstre med dem, eller et par gange om året skal lidt tidligere op i weekenden end man måske har lyst til når vækkeuret ringer.

 

Passer familien til skolen?

Til gengæld kan det vel næppe undgås (eller kan det?) at ikke alle familier vælger friskolen netop på baggrund af disse værdier. I hvert fald er der stadig en håndfuld (og typisk de samme) der aldrig dukker op til sangaftener, fortælleaftener, generalforsamlinger osv. – medmindre, selvfølgelig, at deres eget barn optræder. Dem som åbenbart altid lader sig overvinde af dynerne eller andre vigtige gøremål de morgener vi andre må hive os af sted til arbejdsdag. De familier som måske først og fremmest vælger skolen fordi den ligger tæt på, eller fordi man på en friskole er belejligt fri for visse andre typer af børn (og deres forældre). Eller endnu værre: dem der tror at fordi de betaler for at have deres barn gående på skolen, så er der tale om en tjenesteydelse, som man – på lige fod med kiropraktorbesøget – kan tillade sig at forhandle om. Men det er der ikke! En friskole grunder sig på en idé og et værdisæt der ikke er til forhandling – men som naturligvis, skole og familie i dialog, børe være til stadig fortolkning ind i den tid og det samfund skolen befinder sig i.

Så måske spørgsmålet ikke i så høj grad skulle være om man mener at en given friskole vil være passende for familien, men hvorvidt friskolen vurderer om familien er passende for skolen og skolens værdier. Det tror jeg egentlig nok jeg mener – på trods af alle de faldgruber og besværligheder der måtte være bundet i halen på at skulle foretage sådanne vurderinger.

Jeg vil lade spørgsmålet stå åbent.

Spørgsmål til drøftelse

Del på facebook