Vi er og bliver noget – allerede

Om det historisk-poetiske

Af Carsten Oxenvad, seminarielektor

Historisk-poetisk? Det er simpelt nok. Det betyder at vi er og bliver noget – allerede! Det historisk-poetiske peger altså på det for skole centrale: at der er en fremtid. Men det er et underligt begreb, så lad os søge dets historie og på poetisk vis udfolde dets muligheder.  I 1808 udgav Grundtvig et værk om Nordens Mythologi, hvor han så tilbage på nordens oldtid.  24 år senere, i 1832 kom så en helt ny udgave, der viste et skifte i Grundtvigs menneskesyn og dermed også i hans syn på skolen og dens opgave. På titelbladet skriver han: Nordens Mythologi eller Sindbillede-Sprog, historisk-poetisk udviklet og oplyst af Nik. Fred. Sev. Grundtvig. Myterne er ikke blot gamle historier, de er gjort af de billeder, som sindet er fyldt med – de er i høj grad nutidige og levende. Når aserne således prøver at sikre sig imod jætternes terror ved at få en mur bygget om Asgård, så er det ikke kun en gammel historie, men en almenmenneskelig fortælling om, hvorledes vi prøver at sikre os og om at vi i vores iver herfor betaler en pris, der er urimelig, ja – umenneskelig høj. I mytens tilfælde er det den snarrådige Loke, der klarer situationen, således at prisen for sikkerheden ikke bliver sol, måne og Freja – lyset og kærligheden.

Myterne er altså billeder på det, der optager vores sind. De er universelle og dermed interessante for den skole, som Grundtvig har i tankerne. Grundtvigs skoletanker består nemlig ikke i at spejle verden i et særlig dansk spejl, men tværtimod i at bruge det danske som springbræt til det universelle.

Grundtvig er udviklingspsykolog længe før det begreb overhovedet blev opfundet. Dette ser vi både som en forståelse af den personlige og den erkendelsesmæssige udvikling. Ved den personlige udvikling er rækkefølgen person-lighed, folke-lighed, menneske-lighed. Ethvert menneske må starte med, at blive lig med sig selv. Herefter må det finde ind i sit kulturelle fællesskab, der for danskere er den danske kultur og for tyskere den tyske kultur, for nu at tage det, der var vigtigt på Grundtvigs tid. Ved først at forstå hvem man er og derefter hvorfor man er det, hvilket primært sker gennem at beherske sit modersmål – derigennem har man muligheden for at finde det fællesmenneskelige, for at finde ud af hvad man kan blive. Det folkelige, det danske, er altså ikke målet for Grundtvig, men det middel der skal bruges for at nå frem til det fællesmenneskelige. Kun ved at lære at elske sit eget modersmål og sit eget land med dets styrker og svagheder, kan man forstå hvorledes tysken og tyrken har det med deres folke-lighed og dermed forstå tysken og tyrken – forstå det fælles, det menneskelige. Vi kender det fra sangen:

Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet …

Vi glædes over enhver oplysning også om det, der blot svajer for vinden. Væsentligst er dog oplysning om, eller måske nærmere oplysning af – livet, det underfulde menneskeliv. Betingelsen for denne oplysning er folkerøsten – modersmålet. Kun på dit modersmål, kan du tænke og tale om det højeste og underligste (under-ligste) – om menneskelivet. Og Grundtvig vidste, hvad han talte om. Han beherskede et utal af sprog og forestod bl.a. oversættelser fra oldengelsk til moderne engelsk. Han kunne kommunikere på mange sprog, men han drømte på dansk.

Også på det erkendelsesmæssige har Grundtvig en ide om en udvikling.Han ser en sammenhæng mellem det enkelte menneskes livsforløb fra barndom og ungdom over manddom til alderdom og så hele menneskehedens livsforløb fra antikken over middelalderen til nutiden. Sammenhængen er den, at barnet og den unge erkender gennem fantasien, eller indbildningskraften, ligesom oldtidsfolkene, jøder, grækere og nordboer erkendte og beskrev deres verden gennem fantasien – gennem mytologierne. Den voksne, eller som man sagde i 1800-tallet, manddomsårene, er karakteriseret ved den følelsesmæssige vekseldrift mellem had og kærlighed, arbejde og adspredelse, opbygge og nedrive. Denne periode i mennesketes liv har sin parallelitet i middelalderen, hvor riddere og munke på hvert sit område lader følelserne bestemme deres gøren og laden, deres søgen efter indhold i livet. Når vi så når alderdommen, har følelserne raset af og fornuften, eller eftertanken, som Grundtvig yndede at sige, får mulighed for at tage over. Og præcis sådan ser verden også ud for det moderne menneske. Fornuften, rationaliteten, styrer vores liv.  Individets udvikling af forståelse af person-lighed, folke-lighed, menneske-lighed og den erkendelsesmæssige udvikling gennem fantasi, følelse og fornuft. Det er disse to udviklingstanker, der sammen med den motivationspsykologiske viden, som han udtrykker i verselinjerne,

Og han har aldrig levet,
som klog på det er blevet,
han først ej havde kær,

der er det centrale i det grundtvigske skolesyn. Det er dette, han samler i det underlige begreb, at skolen, ligesom menneskelivet selv, skal være historisk-poetisk. Vi fødes ind i historien. Vi fødes på et sted, ind i en tid, en familie, et sprog , nogle fortællinger – vi fødes ind i en kulturel, folkelig historisk sammenhæng. Denne sammenhæng skal skolen oplyse – kaste lys over. Men mere end det. Med fra barndommen har vores indbildningskraft, vores fantasi. Hvad skal vi dog med denne, når vi bliver voksne? Jo, fantasien er vores pejlemærke for fremtiden. Ingen kan som voksen drive det længere, end han har kunnet drømme som barn. Det vi bliver, det var vi allerede!

Det poetiske er imidlertid ikke blot digte og dagdrømmeri. Poesis betyder at overskride – at skabe. Mennesket er godt nok født ind i historien, men er ikke magtesløs bundet af historien – Mennesket er ingen Abekat, bestemt til först at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men … et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Stöv kan giennemtrænge hinanden… Abekatten i mennesket er nok historisk, men det guddommelig eksperiment er poetisk.Vi er ikke kun historisk skabte, vi er historieskabere – vores liv, det liv som skolen skal vise hen til, er historisk-poetisk.

 

Del på facebook