De frie grundskoler – i historisk belysning

Af Thorstein Balle

Indledning

Der er ikke mange lande i verden, som ikke har private børneskoler som en del af deres skoletilbud. Ja, faktisk har den private skolevirksomhed mange steder – især tidligere – været rygraden i flere landes børneundervisning. Så den omstændighed, at vi i Danmark har et (relativt stort) privat skole-tilbud for børn er altså ikke særegent på nogen måde. Alligevel vil jeg hævde, at Danmark på dette felt er helt unikt. Og det er denne særlighed, jeg kort vil redegøre for i det følgende – og ikke mindst se den i et historisk perspektiv.

 

Den danske tradition for børneundervisning på private skoler kan groft sagt inddeles i to hovedretninger. Begge retninger er udtryk for en kritik af det offentlige skolesystem. Men når det er sagt, har der i det meste af historien imidlertid været mere, der skiller dem end samler dem. Den ene retning består af de såkaldte private realskoler og den anden retning af de grundtvig-koldske friskoler. Ved siden af disse to hovedretninger inden for de private børneskoler er der desuden en række forskellige mindre grupperinger af skoler, som har deres særlige kendetegn og historie.[1]

 

Den private realskole

De to hovedretninger opstår med en del års mellemrum i 17- og 1800 tallet. De private realskoler regner deres historiske begyndelse til 1787, hvor Efterslægtsselskabets Skole og Borgerdydsskolen oprettes i København. Det var de første private børneskoler, som blev oprettet med henblik på at give børnene en undervisning, der sigtede på kvalifikationer til moderne erhverv i et samfund med udvikling inden for handel – herunder international handel – og industriproduktion. Børnene skulle derfor – i langt højere grad end de gjorde det og kunne gøre det i den offentlige skole – lære de såkaldte reale fag matematik, fysik, tegning (med geometri), naturhistorie og fremmedsprog (tysk havde 1. prioritet – men engelsk og fransk blev også tilbudt). Selvfølgelig var der også de fag som almueskolen havde – dansk, skrivning, regning, historie, religion og geografi. Børnene blev desuden også undervist i forhold som varekundskab, fabriks- og manufakturvæsen og teknologiske emner. Altså tydeligvis en undervisning med sigte på et fremtidigt arbejde i handel og industri – dvs. borgerskabets erhverv. De private realskoler, som de kom til at hedde, var da også fra deres begyn-delse standsskoler. Opdragelsen sigtede på børnenes senere indlemmelse i borgerskabet – i modsæt-ning til arbejderstanden, bondestanden eller den akademiske stand. Disse træk ved de første private realskoler, altså det stærkt kundskabs-, erhvervs- og standsrettede parret med opdragelse til gode borgerlige dyder, bliver karakteristiske for mange af skolerne inden for denne skoleretning langt op i 1900-tallet.

 

Også formelt kom realskolerne til at lægge sig mellem almueskolen/folkeskolen (arbejderne og bønderne) og latinskolen/gymnasiet (akademikerne), idet der ved love i sidste halvdel af 1800-tallet, senest i 1881, blev indført mulighed for at føre eleverne op til den såkaldte Almindelige Forbere-delseseksamen (også kaldet præliminæreksamen). Elever, der havde bestået denne eksamen, var forberedt til studier ved forskellige ikke-akademiske uddannelser (f.eks. Polyteknisk Læreranstalt), og præliminæreksamen blev det formelle grundlag for ansættelse i etaterne (f.eks. politi, jernbaner og postvæsen). Præliminæreksamen blev senere erstattet af mellemskoleeksamen og realeksamen, men disse skoleforløb havde helt frem til omkring 1970 samme funktion som præliminæreksamen nemlig opragelse og kvalificering til et liv og et erhverv inden for borgerskabet.

 

 

Den grundtvig-koldske friskole

Den anden hovedretning inden for de frie grundskoler var altså de grundtvig-koldske friskoler.

Som sagt var også deres opståen udtryk for en kritik af og en modstand mod den offentlige skole.

Helt i modsætning til de private realskoler lå stort set alle friskoler på landet. Det var altså en skole for landboernes børn – og i denne sammenhæng først og fremmest for bøndernes børn (altså i højere grad end for husmændenes og landarbejdernes børn). Friskolernes opståen havde en klar sammen-hæng med de folkelige frihedsforestillinger, som blomstrede op i begyndelsen af 1800-tallet. Under indtryk af de politiske og filosofiske strømninger, som gik over Europa og ændrede mange landes samfundsopbygning fra fyrstevælde til demokrati, blev også mange mennesker i Danmark optaget af det danske folks frigørelse og selvbestemmelse. Denne frigørelse skulle ske gennem oplysning, men en oplysning, som var anderledes end den børnene mødte i almueskolen, som blev betragtet som reaktionær og undertrykkende. En af de mest fremtrædende og aktive fortalere for disse oplys-ningssynspunkter var N.F.S. Grundtvig. På kort form udtrykte han målet med dette nye oplysnings-syn som at gøre almuen til et folk. Når den offentlige almueskole blev opfattet som reaktionær og undertrykkende – var dødens skole, som Grundtvig udtrykte det – var det ikke mindst på grund af indlæringsmetoderne (kateketisering og udenadslære[2]), omgangsformerne mellem lærer og elev (streng disciplin og korporlig straf) og skolens religionsundervisning. Efter Grundtvigs opfattelse havde religionsundervisningen i skolen dybest set til formål at trykke børnene gennem at give dem en opfattelse af, at de var store syndere og uværdige til noget godt i dette liv og kun havde Guds storsindede tilgivelse og et bedre liv i det hinsidige at lide på. En sådan kristendomsopfattelse gav helt automatisk kirken og dens præster en særlig, fremtrædende rolle og magt, og det var ikke mindst udsigten til at miste denne magt, der gjorde at mange af kirkens folk var imod Grundtvig og hans skoletanker, og senere også de friskoler disse tanker inspirerede til.

 

Grundtvig mente, at børneskolens egentlige formål skulle være livsoplysning – det vil sige først og fremmest at give børnene en viden om og en forståelse for den historie, det sprog og den kultur (sange, myter, drømme osv.), de var født ind i. En sådan livsoplysning ville føre til folkets selvbe-vidsthed og selvbestemmelse. Det var derfor heller ikke skolens opgave at forberede eleverne til ”visse Levebrød”, og en børneundervisning, der først og fremmest fokuserer på elevernes liv efter skolen i erhvervslivet, opfattede Grundtvig som den sorte skole. Grundtvigs forståelse af livsop-lysning blev også friskolens, og den blev – og er de fleste steder stadigvæk – en skoleform, hvor historie, sprog, digtning, sang og fortælling blev de centrale indholdselementer. Livsoplysning kan man ikke gå til eksamen i, derfor blev og er friskolefolkene også ivrige modstandere af prøver og eksamen, selv om det helt frem til en lovændring i 1935 var et krav fra statens side, at friskolens børn skulle underlægges en halvårlig overhøring af den stedlige skolekommission under forsæde af den lokale sognepræst. Selv efter vedtagelsen af den nyeste lov om frie grundskoler i 2006, hvor kravet om afgangsprøver i skolens 8.-10. klasse er væsentlig skærpet, er der en hel del friskoler, der benytter sig af muligheden for dispensation fra prøvekravet.

 

Kresten Kold, som i 1852 sammen med nogle bønder opretter den første friskole i Danmark, er meget præget af Grundtvigs tanker om liv og skole, og han og hans mange ”kold-unger” – dvs. tidligere højskoleelever hos Kold, som gik ud og blev friskolelærere (der var mere end 100 af dem) – forsøgte at praktisere disse oplysningstanker. I tiden efter 1852 blev der oprettet et hav af frisko-ler, især på Fyn, i Østjylland og i Vestsjælland, og sammen med de fremvoksende højskoler og senere efterskoler blev friskolen en helt central del af den folkelige bevægelse, som kom til at påvirke og, vil nogle endda sige, skabe den udviklingen i Danmark, som vi stadig, men i mindre og mindre grad, er præget af.

 

Forskellig og ens lovgivning

Det er forhåbentlig tydeligt, at beskrivelsen af de to hovedretninger inden for de frie grundskoler, viser store og grundlæggende forskelle på deres skoleopfattelser. På mange måder ligner de private realskoler med deres kundskabs-, erhvervs- og standsrettethed og fokusering på de afsluttende eksaminer, private skoler, som vi kender dem fra andre lande (f.eks. England og Frankrig), og op igennem skolehistorien i Danmark er det hele tiden den private realskoles ambition at gøre sig lig med eller helst bedre end folkeskolen. Friskolen derimod kan betegnes som en særlig dansk skole-form, der hele tiden lægger afstand til folkeskolens undervisning og indhold. De to skoleretninger havde da også helt frem til 1970 hver deres lovgivning, hvor den ene lov bestemte, at de private realskoler skulle føre til eksamen og den anden, at de grundtvig-koldske ikke måtte føre op til prøve eller eksamen, hvis de ville have statstilskud. Fra 1970 og til i år, hvor der er kommet en ny lov om frie grundskoler, har det været op til de enkelte skoler at afgøre prøvespørgsmålet, men nu er det som sagt et krav, at man fører til prøve, hvis ikke man udtrykkeligt beder om dispensation og i så fald må være helt prøvefri.

 

Den frie børneskole

Selv om de private realskoler, som er den gruppering inden for de frie grundskole, der tæller langt de fleste elever, i mangt og meget altså ligner andre landes private skoler, er det ikke tilfældigt, at de private børneskoler i Danmark har betegnelsen frie grundskoler. Det er nemlig bag dette ord, at det unikke ved den danske private skole gemmer sig.

 

Med udgangspunkt i en demokratiopfattelse, som på afgørende vis vægter hensynet til mindretallet – den såkaldte mindretalsret – og en børnepolitisk opfattelse, der først og fremmest giver forældrene og ikke staten retten til at bestemme over børnenes opdragelse og undervisning – forældreretten – blev der efter 1849 på en række samfundsområder lavet lovgivning, som respekterede disse rettigheder. Og altså også på skoleområdet. Vi fik undervisningspligt i modsætning til skolepligt (grundlovsfæstet i 1849), og vi fik med ”friskoleloven” af 1855 en almindelig adgang for forældre til at etablere hjemmeundervisning – herunder at oprette skoler, der i princippet var flere forældres samarbejde om fælles hjemmeundervisning. Flertallets respekt for mindretalsretten og forældreretten gjorde den private skole fri i forhold til staten – og vel at mærke (efterhånden som historien skred frem) med bedre og bedre økonomisk understøttelse og dermed reel mulighed for for mindretallet at praktisere denne frihed. Kort sagt kan de frihedsprincipper, der blev lovgivet efter på det private skoleområde efter 1849, samles i fem principper, med den ideologiske frihed som den grundlæggende, altså forældrenes frihed til at vælge, hvilket menneske-, livs- og sam-fundssyn der skal styre deres børns opdragelse og undervisning selv om også disse opfattelser var i stærk modsætning til flertallets. At kunne leve denne ideologiske frihed ud krævede stor frihed på såvel det pædagogiske, det økonomiske som det ansættelsesmæssige område. Ligesom det også var en nødvendighed, at det var skolerne selv – og ikke det offentlige – der kunne afgøre, hvilke børn skolerne skulle optage eller bortvise. Disse fem friheder i forhold til statsmagten: den ideologiske frihed, den pædagogiske frihed, den økonomiske frihed, den ansættelsesmæssige frihed og elevfriheden – blev indtænkt i lovgivningen om de private børneskoler og understøttet økonomisk af staten, og blev derved et unikt og fornemt eksempel på det frisind i dansk kultur, som blev udviklet i slutningen af 1800-tallet i de folkelige bevægelser. Det absolutte højdepunkt inden for friheden parret med størst økonomisk støtte opnår den private børneundervisning i 1977. I det år kommer – i konsekvens af folkeskoleloven af 1975 – et cirkulære fra Undervisningsministeriet, som udtrykker de indtil da færreste krav fra statens side til privatskolernes virke[3]. Sagt på en anden måde: en absolut liberal tolkning – ja man kunne næsten sige en bevidst ikke-tolkning fra statens side – af grundlovens ord om, at den private skoles undervisning skal stå mål med folkeskolens[4]. Og dette var i en periode, hvor skolerne kunne opnå 85 % i tilskud til de godkendte, afholdte udgifter til skolevirksomheden. Denne procentsats er siden hen reduceret betydeligt.

 

I dag er de fem frihedsprincipper under stærkt pres og har inden for de sidste 5-8 år været udsat for indskrænkninger, som næsten er ved at eliminere det unikke ved den danske, private børneundervis-ning. Større og større dele af skolelivet i de private skoler underlægges statslig styring og kontrol, og den officielle tolkning, for sådan en kom i år 2000, af begrebet ”at stå mål med” kræver på de fleste områder nærmest parallelisering med den offentlige skole. Argumentet for indskrænkningen af friheden er i tråd med tidsånden udtrykt i udsagnet noget for noget. Når fællesskabet – dvs. staten – yder så meget i økonomisk støtte til de private skoler, som den gør, må det være rimeligt at staten også har en stor bestemmelsesret over indhold og mål med børnenes undervisning i disse skoler. Altså præcis den modsatte argumentation i forhold til princippet om mindretalsret nemlig, at selv om fællesskabet, dvs. staten, yder en stor økonomisk støtte til mindretallet, må den kun sætte et absolut minimum af grænser op for dets frihedsudfoldelse.

 

Snart vil det måske være mere rigtigt at kalde disse skoleformer for de private grundskoler i stedet for, som loven angiver, de frie grundskoler, og Danmark har dermed på dette område harmoniseret sig med det meste af Europa.

 

 

 

 


[1] Det drejer sig om lilleskolerne, de kristne friskoler, de tyske mindretalsskoler, de katolske skoler og børneskolerne ved de private gymnasier. Hver gruppering har deres egen skoleforening men sammen med de private realskoler samles de organisatorisk under ét i De frie skolers Fællesråd.

[2] Den kateketiske metode, som blev anvendt i almueskolen, gik ud på at lære børnene nogle bestemte svar uden ad på nogle bestemte spørgsmål fra læreren. Skolekommissionens halvårlige overhørig/eksamination af børnene havde i det store og hele til formål at afprøve om børnene havde lært disse svar uden ad.

[3] Det såkaldte ”Frida Horten cirkulære” opkaldt efter den underskrivende kontorchef i Undervisningsministeriet. Cirkulæret ophævede det hidtidige krav om, at en privat børneskole skulle undervise i alle folkeskolens fag.

[4] Grundlovens §76 lyder således ”Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.”

 

Del på facebook