Mennesket er ingen abekat!

- en kort præsentation af N.F.S. Grundtvig og hans tankeverden

 

Indledning

”Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter..”[1]

Således skriver Grundtvig i et af sine meget kendte skrifter, nemlig ”Nordens Mythologi” fra 1832. I dette korte citat understreges nogle af de helt afgørende og grundlæggende opfattelser hos Grundtvig. Opfattelser som, når man skal forstå Grundtvig, er den optik, man skal se hans øvrige tanker og opfattelser igennem. Grundtvig fastslår nemlig i citatet: 1) at hvert menneske er unikt og et under, skabt af Gud, 2) at mennesket indeholder en gnist guddommelighed, 3) at mennesket er særlig i forhold til de øvrige dyr i verden og 4) at mennesket skal udvikle sig og blive klogere i historien. Disse fire forhold ved mennesket, som jeg vender tilbage til senere i artiklen, er kærnen i Grundtvigs menneskesyn, som igen er grundlaget for al Grundtvigs øvrige virksomhed i kirken, skolen og samfundet i øvrigt.

 

Hvem er Grundtvig?

Forestil dig, kære læser, at du i første halvdel af 1800-tallet, går en tur på strøget i København og sætter dig ind på en tilfældig café. Her vil du på samme dag f.eks. kunne møde digterne H.C. Andersen, Chr. Winther, Adam Oehlenschläger, Sten Steensen Blicher, Søren Kierkegaard og B.S. Ingemann, komponisterne C.E.F. Weyse, Niels W. Gade og Friedrich Kuhlau, malerne C.W. Eckersberg, Vilhelm Hammershøi, Christen Købke, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, og fysike-ren H.C. Ørsted (hvis de da ellers gik på café!). Et imponerende opbud af enestående personlighe-der, som hver på deres måde stadig har afgørende indflydelse på den måde vi bygger samfund på og tænker på i Danmark. Og blandt dem kunne så også være den person, som på mest afgørende måde af dem alle fik indflydelse på Danmarks udvikling, nemlig Nicolai Frederik Severin Grundtvig.

 

Grundtvig blev født 8. september 1783 og dør næsten 89 år gammel den 2. september 1872. Dvs. han lever i hele den periode, som siden hen med rette er blevet kaldt Danmarks guldalder. Det er ikke kun i Danmark, at genierne blomstre, det gjaldt i hele Europa – og ikke siden dengang er der tænkt så mange storslåede tanker på samme tid i vores kulturkreds. Og Grundtvig var naturligvis orienteret i alle disse tankesæt og var påvirket af dem og tog dem til sig eller lagde afstand til dem. Kort skal her nævnes de centrale idehistoriske retninger som var på færde i 1700-tallet og i 1800-tallet i Grundtvigs levetid: romantikken (forestillingen om at det egentlige liv er et usynlige liv, som vi kun kan ane), oplysningsfilosofien (mennesket skal frigøres gennem viden) rationalismen (al sand erkendelse sker gennem fornuften), humanismen (alle menneskers lige og umistelige værdi i og med, at de er mennesker), og liberalismen (den enkeltes borgers ret i forhold til staten).

 

På baggrund af kampen for og imod tanker og ideer i denne særlige periode i Danmarks og Europas kultur- og samfundsliv og kampen for og imod de herskende retninger inden for kirken: ortodoks teologi (mennesket er radikalt adskilt fra Gud som en ussel synder, der kun har nåden at håbe på) og rationalistisk teologi (det centrale er at leve et dydigt og fornuftigt liv her og nu med sigte på det evige liv og med Jesus som det gode eksempel) tænkte, talte og især skrev Grundtvig sig til sit helt eget tankesæt, så det i dag giver mening at tale om en original grundtvigsk tænkemåde. Grundtvig skrev mere end nogen anden forfatter i Danmark nogensinde – og måske i verden. Det hævdes, at hans produktion ville fylde mere end 115 telefonbøger med den skrift, som bruges der – heraf var ca. 1500 sange og salmer.

 

Det er vigtigt, når man beskæftiger sig med Grundtvig, at have for øje, at Grundtvig faktisk er to personer – han er et konkret menneske, som levede engang i et bestemt tidsrum, hvor han skrev, oversatte, holdt foredrag og prædikede osv. – og han er en myte, der refereres til og søges legiti-mation hos i mange religiøse, pædagogiske og politiske sammenhænge. Han er referencen til dansk-hed, demokrati, folkekirke, folkeskole og folkeoplysning. I myteegenskaben er han blevet kaldt en vandåre i den danske undergrund, som mange – også modsatrettede – tanker og forestillinger søger næring hos. Det centrale i billedet af Grundtvig som myte er naturligvis, at mytens sandhedsværdi, som det gælder i andre mytesammenhænge, i højere grad er dens virkning som grundlag for aktuel handling, end det er, at den er faktuelt sand.[2]

 

Når man som Grundtvig, har skrevet så meget i så mange år (han skrev i næsten 70 år), og er så levende optaget af og under indflydelse af tidens skiftende tanker og, som de fleste af os gør, selv skifter synspunkter hen over livsløbet, så vil produktionen uundgåeligt være behæftet med så mange modsatrettede synspunkter, at mange forskellige grupperinger med rette og med konkret citat-henvisning vil kunne tage Grundtvig til indtægt for deres opfattelser. Det er da også, hvad der er sket i Danmark. Helt fra den socialistiske fløj hos Enhedslisten til den sorte reaktion hos Dansk Folkeparti kan man finde belæg for sine synspunkter hos Grundtvig og kalde dem danske.

 

Grundtvigs biografi

Pladsen tillader ikke en udførlig gennemgang af Grundtvigs biografi. [3]Jeg skal her blot trække nogle få centrale begivenheder frem til belysning af Grundtvigs afklaring på en række områder i sit livsforløb:

- Grundtvig voksede op i en præstefamilie på Sjælland med en streng, teologisk set ortodoks, far og en kærlig mor. I hjemmet fik han en barnepige, som siden hen lærte ham, at der i den jævne almue var kræfter at løsgøre til dannelse af et folk og et folkestyre

- i 1805 opdagede han gennem en moralsk set forbudt og urealiserbar stormende forelskelse i en gift kvinde, at ikke kun fornuft men også følelser er en afgørende og bestemmende del af et menneskes liv. Han måtte derfor forlade sin på universitetet opbyggede rationalistiske indstilling.

- i 1825 erkender han, at kristendommen ikke i første omgang hviler på det skrevne ord (biblen), men på det talte ord, på den fortællende tradition. Han opdagede det levende ord, og kaldte det for sin mageløse opdagelse.

- i perioden 1829-1843 fik han mulighed for gennem støtte fra kongen at besøge England fire gange, og han så hvordan man her praktiserede et virksomt og frit hverdagsliv blandt almindelige, jævne mennesker. Grundtvigs optagethed af menneskelivet her og nu og hans syn på menneskets krav på frihed blev grundlagt på disse rejser

- i 1810 ønsker han at blive præst, men ved i sin tiltrædelsesprædiken at angribe den herskende rationalistiske teologi fornærmer han det ledende klerikat så grundigt, at han først helt fremme i 1839 (efter at han var blevet en berømt og betydende skikkelse i Danmark) af de kirkelige myndig-heder nødtvunget får tilbud et embede i København – og da kun et lille og ubetydeligt pastorat i en hospitalskirke i den indre by (i bygningen Vartov). Stedet og menigheden blev imidlertid i de 33 år Grundtvig var præst der en af de mest søgte og toneangivende menigheder i Danmark. Der blev sunget usædvanligt meget, og Grundtvig skrev (mindst) en ny salme til hver søndags gudstjeneste.

- Grundtvig var gift tre gange (han blev enkemand to omgange): i 1818 (som 35 årig) med Lise Blicher, sammen de fik tre sønner, i 1851 (som 68 årig) med Marie Toft, de fik en søn, og i 1858 (som 75 årig) med Asta Redz, de fik en datter

- 1861 er Grundtvigs popularitet så stor, at han bliver udnævnt til æresbiskop, og da han dør i 1882 bliver hans kiste fulgt af en tusindtallig skare, da han stedes til hvile i Køge ås i nærheden af barn-domshjemmet i Udby.

 

Grundtvigs menneskesyn

Som nævnt i indledningen er det helt centralt for Grundtvig, at mennesket er Guds skabning og skabt i hans billede. Det betyder, hvad der på Grundtvigs tid var aldeles uhørt (og for mange stadig er det), at han mente, at ethvert menneske i sig har en gnist af guddommelighed, og som udgangs-punkt er mennesket derfor godt. Det gode ligger dybt i alle mennesker selv om mennesket på et tidspunkt i menneskehedens historie faldt og dermed også fik det onde i sig. de fleste af samtidens præster og skolelærere mente det modsatte og anså mennesket for grundlæggende syndigt og derfor grundlæggende ondt. Menneskets Gud-billedlighed betød for Grundtvig også, at alle mennesker er betingelsesløst elsket af Gud. Derfor er alle mennesker også lige meget værd. Mennesket skal ikke gøre sig fortjent til Guds kærlighed. For at give et billede af dette forhold sammenlignede Grundt-vig det med forældre-børn-forholdet. Den relation er jo også (sædvanligvis!) karakteriseret ved, at forældrene elsker deres børn ubetinget. Den far eller mor, der kræver bestemte modydelser af sit barn for at give det sin kærlighed, er efter Grundtvigs opfattelse ikke ordentlige og kærlige forældre. Den samme type relation skal i øvrigt også præge skolen i forholdet mellem lærer og elev! Kun på den måde kan det gode i mennesket holdes i live, mener Grundtvig.

 

Engang levede mennesket i en enhed med Gud. Men efter (synde)faldet lever vi adskilt fra Gud. Vi lever i en forskel-fyldt verden, i den timelige verden – eller sagt på en anden måde: vi lever i en verden som forandrer og udvikler sig hele tiden. Derfor er mennesket et historisk væsen. Vi kan kun forsøge at få den fulde forståelse af os selv ved at anskue os i den historiske sammenhæng, vi indgår i. Vi opnår imidlertid aldrig den fulde forståelse af menneskelivet, den vil altid til syvende og sidst forblive en gåde, som først opklares ved tidernes ende. Og alligevel, så stræber vi efter at løse denne gåde. Grundtvig betegner det som en stræben efter at opnå enhed med Gud igen. Denne stræben er nedlagt i ethvert menneske. Derfor søger ethvert menneske at blive opklaret – dvs. at få klarhed over sit liv og menneskelivet i det hele. Dette skal altså ske gennem at få livet oplyst, livs-oplysning kaldte Grundtvig det. Mennesket er med en mere moderne betegnelse et meningssøgende væsen.

 

Grundtvig opfatter det gudskabte mennesket som et eksperiment. Det er ikke på forhånd givet, hvad det vil ende med. Derfor er ethvert menneske unikt, og for at finde ind til det unikke hos sig, må mennesket være i et fællesskab. Man kan ikke finde sig selv ved at gå alene op på det højeste bjerg i verden eller ud i ørkenen. Kun ved at spejle sig i andre, kan man finde ud af, hvordan man er forskellig fra de andre, og derfor overveje hvordan man ønsker at være. Mennesket skabes så at sige i fællesskabet. Og fællesskabet kræver kommunikation – kræver sprog. Og det at mennesket har et sprog, er det, der grundlæggende adskiller os fra de andre dyr. Sproget giver os mulighed for at samtale, og det giver os mulighed for at danne begreber om verden. Gennem vores sprog navngiver vi verden og skaber på den måde vores bevidsthed om den. Ordet bliver således et skabende ord – eller som Grundtvig kaldte det: det levende ord.

 

 

Grundtvigs skoletanker

Med baggrund i ovennævnte menneskesyn tænkte Grundtvig tanker om skole og undervisning, eller rettere om oplysning. Når Grundtvig interesserede sig for skole, var det nemlig først og fremmest af hensyn til oplysningen af folket i Danmark. Han beskrev selv sit mål som at gøre almuen til et folk.[4]

Hvis nemlig folket skulle kunne overtage styret af landet i et ægte folkestyre, måtte det være uddan-net og oplyst tilstrækkeligt til det. Derfor gjorde han sig tanker om den rette måde at søge og få oplysning på, og denne, kunne man sige, politisk motiverede oplysning, så han i sammenhæng med den grundlæggende trang hos mennesket til at få klarhed over menneskelivets gåde – dvs. i sam-menhæng med livsoplysningen. Al oplysning – al skolegang og uddannelse af hvilken art den end måtte være – så Grundtvig som en del af menneskets livsoplysning. Og med henblik på det skulle derfor al skole og uddannelse indrette sig.

 

Man kan for nemheds skyld opdele Grundtvigs skoletanker ud fra to spørgsmål, hvis svar naturlig-vis vil være meget sammenhængende: Hvordan skal undervisningen gribes an? og hvordan skal vi organisere skolen?

Hvordan skal undervisningen gribes an?

Grundtvig har fire centrale oplysningsbegreber: 1)”den levende vekselvirkning”, 2) ”det levende ord”, 3) ”historisk-poetisk oplysning” og 4) ”livsoplysning”, som kort kan forklares således:

”Den levende vekselvirkning”

Grundtvig var meget optaget af begrebet vekselvirkning i alle livets sammenhænge. For ham var megen udvikling og forandring i verden et resultat af en vekselvirkning mellem to eller flere parter. Og når han talte om vekselvirkning, var det vigtigt for ham at fastholde, at man kun kan tale om en sådan, når den virke begge veje i forhold til de parter, der vekselvirker. Når det drejer sig om oplysning er vekselvirkning både funktionen af, målet for og betingelse for sand oplysning, og i undervisningssammenhæng taler han især om vekselvirkningen

1) mellem lærer og elev

- læreren skal lade sine ”herskernykkerne” fare og tage ”tjenerskikkelse” på. At være lærer er at være i tjeneste hos eleverne. Læreren opgave er at hjælpe eleven med hans eller hendes livsoplys-ningprojekt, og i den sammenhæng er læreren hjælper og ikke facitliste!

2) mellem erfaring og lærdom (mellem liv og lys)

- kun hvis undervisningens indhold af eleven kan forbindes med en direkte eller indirekte erfaring i livet, kan der blive tale om god undervisning.

3) mellem eleverne indbyrdes

- på Grundtvigs tid brugte man den såkaldte indbyrdes metode, hvor de ældre elever underviste de yngre, og denne metodes vekselvirkningside optog Grundtvig vældig meget. For ham var al sand undervisning indbyrdes undervisning, hvor alle (også læreren) er åbne for at lære noget af hinanden.

4) mellem historien og nutid

- eleverne skal forstå sig selv og deres nutid gennem arbejdet med og forståelsen af fortiden.

5) mellem forstand og følelse og fantasi

- eleverne skal gennem undervisningen opleve og forstå, at ikke kun forstandsmæssig oplysning er værdifuld. Fantasien og følelsen er to lige så vigtige redskaber for opnåelse af viden. Derfor skal der etableres en vekselvirkning mellem fantasi og følelse på den ene side og forstanden på den anden.

En skole, som kun inddrager forstanden, er efter Grundtvigs opfattelse en død skole – dvs. en skole der døder elevernes lyst til oplysning.

6) mellem individ og fællesskab

- Grundtvig talte i denne sammenhæng om tre elementer i vekselvirkningen – nemlig: Enkelt-manden, det folkelige og det universelle. Mennesket ønske om og forsøg på at forstå meningen med livet – såvel det enkelte menneskes liv som menneskelivet i det hele taget – kunne kun udfoldes, hvis det det enkelte individ betragtede sit liv som indfældet i et folkeligt, nationalt fællesskab med en fælles historie, fælles værdier og drømme og fælles sprog. Individet – eller som Grundtvig siger: enkelt-manden – kan ikke, i sit forsøg på at forstå sit liv som del af det almene, universelle menneskeliv, gå direkte fra sig selv til det universelle. Det universelle vil altid i have sin repræsentation i et socialt fællesskab (et folk), som er knyttet til tid og sted, og som individet må blive del af for at komme til forståelse af sig selv.

”Det levende ord”

Den katolske kirke mener, at det er institutionen (kirken), der konstituerer kristendommen i historien, Luther mente, at det var skriften (biblen) – mens det er Grundtvigs ”mageløse opdagelse” at det er ordet (den mundtlige fortælling fra slægt til slægt), der gennem historien har fastholdt kristendommen. Ordet er før skriften. Sådan også med ordet i skolen. Det skal være der før skriften/bogen, og det er først og fremmest igennem vores brug af sproget, at vi skaber vores bevidsthed. Det er ordet der forbinder ”ånd og støv” – den ydre og den indre virkelighed – det er sproget, der giver adgang til vore tanker og følelser. I skriftet ”Mands Minde siger Grundtvig til sine tilhører: ”Og nu, mine Herrer, nu siger jeg som Videnskabsmand: dér har De Nøglen til Menneske-Gaaden i hvert Folk og hver Tidsalder, i den hele Slægt som i Enkelt-Manden: et aandfuldt, levende, mundtligt Ord på Modersmaalet..”[5] . Han siger imidlertid også, at det levende ord forudsætter samtalen. Kun i det omfang, at talen bliver til samtale, er ordet levende.

 

Grundtvig, som jo både skrev og læste utroligt meget, kunne dog også se værdien af bøger. Han kalder bøgerne for ”gode Venner at have i Baghaanden”.

”Historisk-poetisk”

I det foregående har jeg allerede forklaret, hvordan Grundtvig så det nødvendige i at beskæftige sig med historien, men historien kan ikke stå alene, poesien skal også med. Og for Grundtvig er det poetiske et begreb, som henviser til menneskets ønsker til og forestillinger om fremtiden. Ligesom vi skal beskæftige os med fortiden for at forstå menneskelivet, skal vi også beskæftige os med fremtiden. Vi skal med udgangspunkt i de værdier, vi finder betydningsfulde, gøre os forestillinger og drømme om en udvikling mod det gode liv og det gode samfund. I den forbindelse skal vi konsulterer poeterne, digterne, idet deres særlige evne og fornemmelse for sprog kan åbne nogle vinduer ind til sider af tilværelsen, som ikke umiddelbart er synlige. Grundtvig kaldte denne usynlige side af livet for folkeånden. I skolen skal man derfor også beskæftige sig indgående med litteratur og poesi, og der skal synges meget. Sangen ”har fra Arrilds tid været det frugtbareste Dannelses-middel”, sagde Grundtvig.

”Livsoplysning” [6]

Som allerede forklaret så anså Grundtvig mennesket for et meningssøgende væsen. Han kaldte det ”Menneskets Bestemmelse” at søge klarhed over livets gåde. Og denne søgeproces er det grundlæg-gende skolens og uddannelses opgave at hjælpe på vej gennem det, han kaldte livsoplysning. En sådan livsoplysning havde efter Grundtvigs opfattelse bestemte karakteristika:

- den skal være ”mild, blid og hjertelig” og føre livsmod og livsglæde med sig (Grundtvig kaldte det, at oplysningen skal være kvindelig)

- den skal tage udgangspunkt i menneskelivet (eleverne skal direkte eller indirekte forbinde oplysningen med erfaringer fra deres liv)

- den skal respekterer modenhedens udviklingstrin (Grundvig opfattede menneskets intellektuelle udvikling gennem livet i en successiv relation mellem fantasi, følelse og forstand. Derfor må det barn, som stadig befinder sig på fantasien stade ikke overdænges med forstandsarbejde

- lys og varme, dvs. forstand og følelse, skal hænge sammen. Forstandens klare lys er ikke nok, følelsernes varme må til for, at det bliver livsoplysning. Grundtvig udtrykte det sådan, at fantasi og følelse er vaccine imod forstanden.

 

Hvordan skal vi organisere skolen/oplysningen?

Grundtvig taler om tre organisationsformer for (livs-)oplysningen : ”Skolen for livet” (Børneskolen og Højskolen), ”Skolen for Lyst” (Universitetet), ”Kirke-skolen” (menighedens skole). Han var i sin tænkning om skolens organisering meget påvirket af sine egne oplevelser hjemme hos moderen og barnepigen Marlene, som underviste ham og fortalte for ham indtil han blev 12 år og blev sendt til latinskoleforberedelse hos præsten i Tyregod ved Vejle. De to kvinder overbeviste ham om, at skole og uddannelse skal være lystfyldt, ellers vil eleven ikke lære noget. ”Og den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.”, siger han rammende i en sang. Derfor skal undervisning foregå uden tvang. Den bedste børneskole er for Grundtvig hjemmet. Erstatningen for det måtte være en skole, som var som et hjem og læreren som en mor eller far (jf. nutidens praksis med klasselærerfunktionen). Skolen skal være hjemmets forlængelse, mente han. Datidens almue-skole var efter hans opfattelse det modsatte med dens rigide undervisningsplaner, udenadslære, kadaverdisciplin og eksamensvæsen. Alt dette ønskede han fjernet for at skolen kunne blive skolen for livet. I England oplevede han styrken ved, som det var tilfældet ved Trinity College i Cam-bridge, at lærere og elever boede sammen på universitet. Det blev forbilledet for Grundtvigs fore-stilling om, at højskolen blev en kostskole, og at lærere og elever levede i et ligeværdigt, kamme-ratligt forhold til hinanden. Et ideal som senere blev overtaget af efterskoleformen. Grundtvigs tanker om universitetet (skolen for lyst) tillader pladsen desværre ikke uddybning af her.

 

Grundtvigs tanker kan stadig inspirere

Det er klart, at Grundtvigs tanker om skole og undervisning skal ses på baggrund af den tid han levede i. Alligevel mener jeg, at han tanker i dag kan være en væsentlig inspirationskilde. Især på tre områder:

1) Al sand oplysning er livsoplysning. Skolens grundlæggende hovedformål er ikke forberedelse til et (arbejds)liv en gang i fremtiden. Vi skal først og fremmest oplyses af hensyn til forståelsen af og kærligheden til vores liv her og nu i overensstemmelse med det udviklingstrin, vi befinder os på. Skolen er ikke en ventesal til fremtiden men et værdifuldt livsafsnit i sig selv.

2) Livet kommer før lyset. Erfaring og læring skal hænge sammen. Vi skal på den ene side så vidt muligt bygge vores undervisning på at gøre konkrete erfaringer med det, der skal læres, og på den anden side at det lærte skal kunne ses som relevant og nødvendigt for den, der skal lære det.

3) Oplysning sigter på det fælles bedste. Som sagt tidligere er delagtighed i et fællesskab afgørende nødvendigt for opbyggelse af en peronlig identitet. Men et fællesskab, hvor den enkelte af egen vilje indfælder sig i og identificere sig med en sociale sammenhæng, som allerede er til stede før vedkommende bliver del af den (altså bliver del af en historisk sammenhæng), er forudsætningen for et ideelt folkestyre. Og folkestyret indeholder forestillingen om, at vi i fællesskabet har et fælles bedste, som ikke er styret af særinteresser men af, at vi med udgangspunkt i fælles værdier, fælles historie, fælles sprog og fælles vilkår vil noget sammen nu og i fremtiden. Grundtvig kaldte et sådant fællesskab for et folkeligt fællesskab. I dag taler mange om samfundets sammenhængskraft.

 

De erfaringer, man kan opnå i et folkeligt fællesskab, er afgørende for at modvirke egoisme og selvrådighed (Grundtvig gode udtryk!). Af mange gode og dårlige grunde, er det folkelige fællesskab i vores samfund ved at fordampe. Med internationalisering og globalisering er det svært at fastholde forestillingen om et folk, men da vi, for at blive ordentlige mennesker, har brug for de (folkeligheds-)erfaringer, hvor vi ikke som ”mig” hele tiden er centrum for vores liv og er os selv først og nok, men hvor vi er forpligtet i forhold til andre i et fællesskab, så må vi så at sige erstatte de fordampende erfaringer med nogle andre lignende erfaringer.

 

Det er helt oplagt, at skolen – og ikke mindst efterskole med dens kostskoleomstændighed – kan blive en sådan folkelighedserstatning. Hvis man på efterskolen lægger vægt på at arbejde med historien (såvel skolens som samfundets), ofte synger sammen, og at mange gør meget sammen tit – og desuden vægter og mægter at fastholde forestillingen om det fælles bedste, bl.a. gennem en

stadig italesættelse af det, så vil skolen, som Grundtvig ønskede det, kunne blive en afgørende faktor for elevens forståelse af sit eget liv, og elevens ønske om at blive en del af samfundet liv.

Forslag til uddybende læsning:

 

 

Abrahamowitz Finn

Grundtvig – Danmark til lykke, Høst 2010

 

Birkelund, Regner

Livs-Oplysning. Gyldendals forlag 1999.

 

Bugge, K.E.

Grundtvigs skoleverden I og II, Gads Forlag 1968

 

Grundtvig, N.F.S

Statsmæssig Oplysning. NFF Arnold Busk 1983
(med et meget omfattende og fremragende efterskrift af Vilhelm Nielsen om Grundtvigs skoletanker)

 

Kløvedal Reich Ebbe:

”Solskin og lyn”, Forlaget Vartov, 2000

 

Overgaard, Ulrik:

Dengang og Nu – En afhandling om den grundtvig-koldske grundskolepædagogik.” Århus Universitetsforlag 2009

 

Pedersen, Ole:

”Grundtvig, Kold og undervisningen i dag”, forlaget Kvan 2003

 


[1] Fra N.F.S. Grundtvig ”Nordens Mythologi” – fotografisk tryk fra Samlerens Forlag 1983 udgivet af P. Engberg.
[2] En glimrende beskrivelse af det grundtvigskes udvikling i det 20’ende århundrede kan findes i Jes Fabricius Møller: Grundtvigianisme i det 20. århundrede, forlaget Vartov 2005
[3] Jeg kan anbefale at læse mere om Grundtvigs biografi hos Ebbe Reich, 2005 og/ eller Finn Abrahamovitz, 2010
[4] En nærmere udredning af denne forestilling hos Grundtvig kan findes hos K.E.Bugge, 1965 side 321 0g 322
[5] N.F.S. Grundtvig, Mands Minde, side 534.
[6] En fin gennemgang af Grundtvigs begreb om Livsoplysning findes hos Regner Birkelund, 1999

 

 

 

 

 

Del på facebook